Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Husk nu at finde de nødvendige kroner


Husk nu at finde de nødvendige kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Redaktionschef Mikael Sand
Jørgen Kirk/Jørgen kirk
Leder. 

83-årige Erna Jørgensen er en nydelig ældre kvinde, der ser ud til at have nemt til smil.

Gennem hele sit liv har Erna Jørgensen boet på Lolland. Ifølge datteren havde hun en barsk opvækst på landet, og hun blev gift som 18-årig.

Alligevel har den 83-årige kvinde altid været meget aktiv omkring dans og gåture, og teknik havde hun såmænd også styr på.

Pludselig - som et lyn fra en klar himmel - vendte det hele for Erna Jørgensen for omkring tre år siden.

Erna Jørgensen fik konstateret demens, og den ubehagelige sygdom overtog hendes liv.

Det blev så skidt, at datteren Annelise fik hende hentet til Skjern og plejehjemmet Klokkebjerg, hvor hun selv arbejdede.

Men udfordringerne fortsatte med at vokse. Den største af dem er, at Erna Jørgensen har stor lyst til alene at tage en gåtur ud i verden - uden hensyn til biler eller tog.

Som lovgivningen ser ud lige nu, er det plejehjemmets opgave at holde øje med den 83-årige. På Klokkebjerg kan beboerne følges via GPS, men selv om det bliver opdaget, at nogen er gået langt væk, er der ikke noget at gøre, for det er ulovligt at låse dørene til værelserne på plejehjemmet.

Plejehjemmets ansatte kan ikke gøre mere, end de allerede gør. Midlerne er ikke til det. Så i praksis er det familien, der står med en del af opgaven. Børnebørn har endda overvejet at tage orlov fra deres job for at passe på Erna Jørgensen.

Som Dagbladet skriver, kan både lokalpolitikere og folketingspolitikere godt se, at situationen for de demensramte, der i øvrigt bliver mange flere af de kommende år, ikke er optimal.

Det er lige før, at politikerne står i kø for at finde gode løsninger i Dagbladets spalter:

- Det er ikke godt nok, som det er nu. Den statistik, der er omkring stigning af ældre med demens, kender vi til. Vi ved, at der er udfordringer, og vi prøver at løse dem bedst muligt gennem handleplanen, siger Karsten Sørensen (S), formand for socialudvalget.

- Man kan bestemt ikke afvise, at vi vil overveje flere midler, når man ser på tallene. Ændringer på området er sandsynlige, siger Hans Østergaard

- Det kan ikke passe, at de pårørende er tvunget til at overtage de professionelles opgaver. De bliver slidt ned, og det er uværdigt og synd. Jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har, siger ældreordfører for SF, folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen.

- Jeg tror på, at der kan ske noget nyt på området. Regeringen har været villige på ældreområdet før. Det håber jeg fortsat, de er, siger ældreordfører for DF, folketingsmedlem Jeppe Jakobsen.

Det lyder da helt fantastisk, at der er så stor enighed om at finde løsninger.

Nu er det bare ofte sådan, at den slags udtalelser bliver glemt efter tre-fire uger, men Dagbladet kan love, at de politikere, der har udtalt sig her i spalterne, vil blive holdt op på de flotte ord.

Så husk nu at finde de nødvendige kroner, så 83-årige Erna Jørgensen, hendes pårørende og de mange andre, der har demens tæt inde på livet, kan få en fornuftig hverdag.

Det er lige før, at politikerne står i kø for at finde gode løsninger i Dagbladets spalter.