Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


"Bedrevidende narrehat": Transportminister blander sig i kommunal valgkamp

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) blander sig i venstre-byrådskandidat Svend Boye Thomsens valgkamp. Arkivfotos/Facebook

"Bedrevidende narrehat": Transportminister blander sig i kommunal valgkamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mobilhul i Stadil betyder blot, at man ikke kan ringe og spørge konen hvilken yoghurt, hun skal have, mener transportminister. Kommentaren får en vestjyde til at kalde ministeren en narrehat.

Stadil: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har fået ørerne i maskinen, efter han har blandet sig i en lokal debat om mobilhuller i Stadil.

Det hele begyndte, da Venstres byrådskandidat Svend Boye Thomsen i en Facebook-kampagne satte fokus på manglende mobildækning, der blandt andet rammer købmanden i Stadil.

Det er tilsyneladende et lille problem i ministerens optik. Alligevel satte han sig til tasterne og skrev en kommentar om de lokale mobilhul hos købmanden: "Vigtigt når man ikke kan huske hvilken yoghurt man skal købe til konen", lød beskeden.

Yoghurt-bemærkningen får kommentarsporet til at syde med drøje hug til ministeren, der bliver opfattet som arrogant.

"Flot niveau af et folketingsmedlem, minister og narrehat, kom ud og se livet vest for Valby" og "Han ved ikke, at der er steder, hvor man ikke har fået 3G. Men det afholder ikke fjolset i at være bedrevidende", lyder kritikken af ministeren blandt andet fra apoteker Henning Lukasen.

Indretningsarkitekt Tina Switzer skriver:

"Nu er vi andre, som driver virksomhed, ja ligefrem bor her i Stadil få meter fra købmanden, Ole Birk Olesen, som er dybt afhængige af mobilnettet og dybt frustrerede over den dårlige dækning", lyder det fra hende.

Det er et reelt problem, at købmanden og andre erhvervsdrivende i Stadil skal spurte ud på vejen, når der ringer en potentiel kunde. I kommunen er der gjort meget for at sikre fibernet til borgere og virksomheder, men mobilhullerne er mindst lige såt stort et problem, som dårlig internetforbindelse - og det er ikke kun et problem i Stadil
 

Et stort problem

Svend Boye Thomsen selv har taget ministerkommentaren med ophøjet ro. Han glæder sig over, at "et medlem af regeringen nu er gjort opmærksom på de mobile udfordringer", som han udtrykker det.

- Det er et reelt problem, at købmanden og andre erhvervsdrivende i Stadil skal spurte ud på vejen, når der ringer en potentiel kunde. I kommunen er der gjort meget for at sikre fibernet til borgere og virksomheder, men mobilhullerne er mindst lige så stort et problem som dårlig internetforbindelse - og det er ikke kun et problem i Stadil, siger Svend Boye Thomsen.

Venstres kandidat bliver bakket op på Facebook, hvor der bliver peget på adskillige landsbyer, som også har udfordringer med mobildækningen.

Stem på Svend

Ministeren selv fortryder ikke sin Facebook-kommentar. I et svar til Dagbladet skriver han:

- Jeg er kun glad, hvis min morsomt mente kommentar giver ekstra opmærksomhed til Svend Boye Thomsen i valgkampen. Ham kender jeg kun for positive ting, så hvis man vil stemme på Venstre i Ringkøbing-Skjern, så synes jeg bestemt, man skal overveje at stemme personligt på Svend, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Mobilhullerne bliver da heller ikke transportministerens hovedpine. Mens han har ansvar for at sikre tog til tiden og postudbringning, så sorterer teleinfrastruktur under energi-, klima- og forsyningsministeriet.