Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Fugtig og festlig indvielse af gågade

Købstadschefen i Ringkøbing, Kim Grøn (t.h.) allierede sig med Silke og Sander, der hjalp med at klippe den røde snor på tværs af den nyrenoverede Nygade. Foto: Henrik Breum

Fugtig og festlig indvielse af gågade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejret var ikke just med arrangementet, men alligevel var der godt med mennesker ude under åben himmel, da Nygade i Ringkøbing blev genåbnet lørdag sidst på formiddagen.

Ringkøbing: De gjorde, hvad de kunne, de gode mennesker i Ringkøbing Garden: slog på tromme for en festlig indvielse af Nygade i hjertet af Rinkøbing lørdag sidst på formiddagen.

Det var lidt af en opgave, for himlen var beklædt med et tæppe så gråt, at det ind i mellem var temmelig vådt. Men der er set værre vejr i Vestjylland, så der var faktisk godt med mennesker, der gerne ville tage del i genåbningen af den centrale gågade.

Naturligvis også byens købstadschef, Kim Grøn, der er yderst tilfreds med resultatet af flere måneders grave- og brolæggerarbejde:

- Gaden er blevet rigtig flot. Vi kan være stolte af den gågade, vi har lige nu, lød det i menneskemængden fra Kim Grøn.

Impulsivt allierede han sig med to børn, Silke og Sander, som fik den store ære at klippe det røde bånd på tværs af Nygade, der er forskønnet med 58.300 sten.

Men kan disse hårde råvarer importeret fra blandt andet Kina og Portugal egentlig være med til at fremme handlen i Ringkøbing?

- Jeg ved ikke, om der kommer mere handel på grund af nye sten. Men det her projekt er med til at skabe en helhed, så folk får en god oplevelse af at komme til en hyggelig og imødekommende by, lød svaret fra Kim Grøn.

Masser af sten
I forbindelse med brolægningen af Nygade i hjertet af Ringkøbing er der blevet håndteret 58.300 sten, der fordeler sig sådan her: 

45.000 chaussesten - små brosten - udgør det inderste bånd op mod butikkerne.

13.000 moselykkesten, der udgør midten af gågaden.

300 bordursten, der blev lagt som de første for at danne en ramme om det omfattende brolæggerarbejde.

De mange sten er blevet fragtet til Ringkøbing fra Kina, Portugal og Bornholm.

Komik og kartofler

Også formanden for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Ole Kamp (V) - der stod for den officielle åbningstale - finder investeringen i Nygade vigtig:

- I alt for mange år har vi haft travlt med at udlægge store områder til nye parcelhuse. Og det er fint nok, men vi har glemt bymidterne, sagde Ole Kamp og tilføjede:

- Vi mangler at få nogle folk til at flytte ind i byen igen, og vi mangler at få nogle til at bruge byen igen. Og forudsætningen er, at man har en lækker bymidte med nogle forretninger med liv i. Så kommer man ind i en god og selvforstærkende stime, og det er den, vi skal udnytte nu.

Da de officielle taler var overstået, bød standup-komikeren Frederik Rosgaard fra Tarm på lidt at grine af, inden gågadens butikker serverede en slags livret - gratis mad og drikke i form af grillpølser, kartoffelsalat og fadøl.