Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Højmarks skiturister har fået sne i passende mængder

Danske skiturister med kurs mod såvel nordlige fjelde som alpelandskaber mod syd kan glæde sig over, at langt hovedparten af destinationerne er beriget med særdeles gode sneforhold i år. Arkivfoto

Højmarks skiturister har fået sne i passende mængder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Store mængder sne har i den seneste tid spoleret skiløb i Schweiz og Frankrig, mens det ser langt bedre ud i Østrig og Italien. Det glæder de sig over hos Højmark Rejser, der lige nu har knap 2000 gæster på ferie i Alperne.

Ringkøbing: Der er ofte en usikkerhedsfaktor, når man booker en skiferie et stykke ude i horisonten - for er der nu også sne nok, når vi kommer frem til destinationen?

I den igangværende sæson er der absolut ikke mangel på sne. Og da slet ikke i Alperne, hvor især Frankrig og Schweiz har fået så store mængder af den bløde, hvide nedbør, at det ind i mellem - af hensyn til sikkerheden - har været nødvendigt at indstille al drift på pisterne i timer eller dage.

Blæst, kraftigt snefald og lavinefare har ganske enkelt gjort det for farligt at stå på ski.

Gæster hos Højmark Rejser er dog sluppet for den slags forhindringer på ferien, da bureauet med base i Ringkøbing primært opererer i Østrig og Italien.

- Vores gæster har kun været ramt på den positive måde. I branchen snakker man om, at det har været den bedste sæsonstart i Alperne i ti år, siger Majbritt Jensen, salgschef hos Højmark Rejser, der sender omkring 80 procent af selskabets gæster til Østrig.

I branchen snakker man om, at det har været den bedste sæsonstart i Alperne i ti år
Majbritt Jensen, salgschef hos Højmark Rejser

Altid sne på pisterne

Salgschefen og hendes kolleger glæder sig over den suveræne start på sæsonen, for det smitter af på flere fronter:

- Hvis man får en god sæsonstart med masser af sne, så holder det typisk hele sæsonen. Og det her får også positiv indflydelse på næste års salg, for hvis folk kan huske, at der var god sne året før, er de mere villige til at købe en skiferie igen, siger Majbritt Jensen.

Hun ved dog også, at det går op og ned med salget af skiferier, da potentielle købere kan føle sig usikre på, hvad det er for en vare, de investerer i. Salgschefen forklarer dog, at Højmark Rejser har noteret mindre usikkerhed hos kunderne i de seneste år, da de store skisportssteder er blevet "vildt gode til at producere kunstsne":

- Så der er altid sne på pisterne, men det er da skønnere, hvis der også er sne ved siden af pisterne, siger Majbritt Jensen.

Også godt i Norge og Sverige

På denne tid af året får Højmark Rejser typisk mange opkald fra gæster, der ønsker at få klarhed over sneforholdene på deres valgte destination. Men lige nu er der længere mellem den slags henvendelser, da de fleste har hørt, at Alperne er klædt i hvidt fra bund til top.

På tre af selskabets populære rejsemål i Østrig - Wagrain, Saalbach og Obertauern - ligger der i dag mellem 110 og 220 centimeter sne oppe på bjergene, hvor alle lifter snurrer lystigt. Til stor glæde for de omkring 2000 gæster, der lige nu er på skiferie i Alperne med Højmark Rejser som arrangør.

Hvis blikket vendes mod nord, kan danske skiturister med Norge og Sverige i kikkerten også glæde sig over udsigten til gode forhold.

Ifølge hjemmesiden skiinfo.dk ligger der fint med sne på populære, norske skisportssteder som Geilo, Norefjell, Hemsedal, Kvitfjell og Trysil, mens svenskerne melder om mellem 80 og 117 centimeter sne på løjperne i Idre Fjäll, Åre og Sälen.