Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nu søger SKAT nye medarbejdere til Ringkøbing

Inden længe bliver de 63 flere på SKAT i Ringkøbing. Arkivfoto.

Nu søger SKAT nye medarbejdere til Ringkøbing

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SKAT slår i dag 63 ledige stillinger op til afdelingen i Ringkøbing; der er tale om nyoprettede stillinger inden for SKAT's inddrivelsesområde.

RINGKØBING: "Hvis der findes en vigtigere opgave i Danmark lige nu, så vil vi gerne høre om den".

Med denne overskrift søger SKAT nu 60 "fagligt ambitiøse sagsbehandlere med pionerånd" til den offentlige gældsinddrivelse i Ringkøbing.

Desuden søger SKAT tre ledere, "der tør gå i front i genopbygningen af tilliden til den offentlige gældsinddrivelse".

De nye stillinger er en del af de 400 ekstra medarbejdere, der i den kommende tid skal styrke gældsinddrivelsen i Danmark. De 63 stillinger er første etape af 126, der i alt skal ansættes til gældsinddrivelsen i Ringkøbing i den kommende tid.

- Vi styrker gældsinddrivelsen over de kommende år. Derfor søger vi nu 63 medarbejdere, der vil være med til at opbygge en ny, ensartet og effektiv inddrivelse af gæld hos private borgere, siger Jørgen Rasmussen, underdirektør i SKAT.

De 63 stillingsopslag fordeler sig med 60 medarbejdere og tre ledere, og det samme gør sig gældende, når næste bølge af stillinger slås op om et par måneder.

Glad borgmester

Borgmester Iver Enevoldsen er glad for, at de udmeldte stillinger nu realiseres.

- Det er meget tilfredsstillende, at der bliver sat handling bag ordene, siger borgmesteren.

- Der er ingen tvivl om, at det betyder meget for vores bestræbelser på at trække tilflyttere til kommunen, at vi får en bredere vifte af jobmuligheder, slår han fast.

Iver Enevoldsen tilføjer, at kommunen er meget opmærksom på, om der skulle opstå muligheder for at tiltrække yderligere statslige arbejdspladser i den kommende tid.

- Vi skal nok finde lokaliteterne til dem, siger han.

Jørgen Rasmussen fastslår, at man søger "servicemindede medarbejdere, der kan arbejde i krydsfeltet mellem ordentlighed og empati på den ene side og faglighed og effektivitet på den anden".

- Derudover er det en fordel, hvis man har erfaring med sagsbehandling eller måske har arbejdet med inddrivelse, bogføring eller revision, siger han.

Der er i dag 285 ansatte hos SKAT i Ringkøbing, hvoraf 89 er beskæftiget med inddrivelse af offentlig gæld.