Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vestjysk forfatter skriver om ulvedrab i britisk avis

Forfatter Dorthe Nors, der bor i Vedersø, har også sat ord på debatten om ulve i Vestjylland. Senest er det sket i et oversat essay, der onsdag blev offentligt i den britiske avis The Guardian. Arkivfoto: Astrid Dalum

Vestjysk forfatter skriver om ulvedrab i britisk avis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatter Dorthe Nors, der bor i Vedersø, har netop skrevet et langt essay til den britiske avis The Guardian - om et hedt emne: nedskydningen af en ulv i Vestjylland.

Vedersø: Da forfatter Dorthe Nors onsdag ved middagstid på sin Facebook-profil fortalte, at hun netop har skrevet et essay til The Guardian, pointerede hun, at overskrift og fotodokumentation er valgt af den britiske avis.

Under overskriften "De ønsker et ulvefrit Danmark. Bliver indvandrere de næste?", indleder Dorthe Nors med at fortælle, at hun for nogle år siden flyttede fra København for i stedet at slå sig ned i Vestjylland "i det smukke, øde landskab ikke langt fra landsbyen Ulfborg."

For The Guardians læsere forklarer forfatteren, at det var på omkring samme tidspunkt, at ulven dukkede op i området - efter rundt regnet 200 års fravær: "Landmænd bekymrede sig om deres dyr, forældre om deres børn og politikere om deres stemmer," skriver Dorthe Nors, inden hun specifikt zoomer ind på datoen 16. april 2018.

Det var den dag - kort før klokken 14.30 - at et vidne ringede til Midt- og Vestjyllands Politi for at anmelde, at en ulv var blevet skudt på en mark cirka 13 kilometer øst for Ulfborg. Samme eftermiddag blev en 66-årig mand fra lokalområdet anholdt og sigtet for at stå bag nedskydningen.

Et par uger senere offentliggjorde DR en video, der viser, hvordan gerningsmanden siddende i en bil på en mark affyrer et dræbende skud mod ulven.

Fakta er ligegyldigt. Man løber med fantasien først. Og angsten stiger og stiger. Og dermed også retten til at begå selvtægt
Dorthe Nors, forfatter, i podcast på DR's P1

Forbud mod ulve og burkaer

I sit essay skriver Dorthe Nors, at "det, der var chokerende, var den måde, drabet fandt sted på, og reaktionen blandt de lokale."

I den sammenhæng fortæller den vestjyske forfatter, at nogle offentligt gav udtryk for, at personen bag det dræbende skud burde have en medalje.

Hun beskriver videre, at der i den vedvarende ulvedebat også er pragmatiske stemmer, der mener, at mennesker og dyr bør kunne leve sammen - men, at det er ulvemodstanderne, der hyler højest: "En dag hørte jeg nogen sige, at vi på samme tid kunne forbyde burkaer og ulve. Burkaer og ulve!"

På hjemmesiden theguardian.com har det britiske nyhedsmedie valgt at illustrere dette udsagn fra Dorthe Nors med et foto, der viser medlemmer af den højreekstremistiske organisation Danish Defence League under en demonstration i Aarhus.

Angsten stiger og stiger

Under overskriften "Fakta er død og angsten lever" medvirkede Dorthe Nors i slutningen af april i en podcast på DR's P1, hvor hun blandt andet siger dette om ulvedebatten i Vestjylland: "Fakta er ligegyldigt. Man løber med fantasien først. Og angsten stiger og stiger. Og dermed også retten til at begå selvtægt."

Umiddelbart derefter tilføjer den internationalt anerkendte forfatter i podcasten: "Nu blev der skudt en ulv ud ad et bilvindue fornylig, og så blev det undersøgt, hvad det var for en ulv. Og der var sådan underforstået en meget stor begejstring for, at han var en grov karl, at han gjorde det. Min holdning er, at det skulle han virkelig ikke have gjort."

Via sit forlag, Gyldendal, forklarer Dorthe Nors i en mail til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at hun ikke har yderligere kommentarer i debatten om ulve.

På The Guardians hjemmeside kommenterer læserne ofte de indlæg, der bliver bragt på mediets opinionssider. Onsdag midt på eftermiddagen var der endnu ikke knyttet kommentarer til Dorthe Nors' essay, der blev offentliggjort i den tidlige morgenstund.

Vestjysk forfatter skriver om ulvedrab i britisk avis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.