Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


800 udviklingshæmmede festede til Kandis

Til koncerten med Kandis var der også mulighed for at danse helt tæt. Foto: Jørgen Kirk
Foto: Jørgen Kirk

800 udviklingshæmmede festede til Kandis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

800 udviklingshæmmede fra hele det gamle Ringkøbing Amt mødtes onsdag morgen til en musikfestival, hvor det helt store navn var Kandis, der i år var flyttet fra Videbæk til Skjern.

Luften var tyk af glæde og begejstring, da over 800 udviklingshæmmede onsdag gæstede Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. Her var det blevet tid til den årlige LEV-festival, der i år var flyttet fra Videbæk til Skjern på grund af pladsmangel.

Her var der både spisning og masser af musik på programmet, hvor det blandt andet var festivalens egne gæster, der skulle op på scenen og give den gas.

Heriblandt var der en meget energisk trommeslager, der også havde en kazoo med sig. Den fik simpelthen ikke for lidt.

Det øverste på listen over, hvad man glædede sig allermest til, var der ikke nogen tvivl om. Til at lukke ballet, som varede mellem klokken 9.30 og 13.30, var det populære dansktop-band Kandis med Johnny Hansen i spidsen.

Da bandet blev introduceret på scenen, lød der et jubelbrøl fra en anden verden.

»De er bare alletiders,« lød det fra en af de mange åbenlyse fans, som bandet har.

Oppe på scenen dukkede de fire medlemmer af Kandis op, og stemningen steg lige et par takker, da de første toner blev sendt ud over publikum.

Gaver og kys til Johnny

Her gik der ikke lang tid, før Kandis-Johnny, som han bliver kaldt, blev overdynget med gaver. Han fik blandt andet en pude, og så var der kærestebreve nok til at gøre de største Hollywood-stjerner misundelige.

Der blev mod koncertens slutning givet tegn til, at man kunne komme med op på scenen - selv en i klovnekostume stod klar. Men inden Johnny Hansen overhovedet nåede at sige 'kom herop', væltede det ind med fans, der ville tæt på deres store idol, hvor det også blev til et stort kys på kinden til Johnny, som efterlod ligeså store røde læber fra læbestiften. Jo, de er helt vilde med deres Johnny.

Johnny Hansen tog det selv køligt, og efter koncerten forklarede han overfor Dagbladet, hvordan han ser på det.

»Der er ingen berøringsangst her, og det er nok det, som gør, at de så godt kan lide os,« siger Johnny Hansen.

Han er da heller ikke i tvivl om, hvad det er Kandis gør så godt, når de er ude til arrangementer som denne.

»Vi er ikke ude på at tale ned til dem. Vi er på deres niveau, når vi spiller, og det er måske det, som andre bands gør forkert. De ændrer ikke på den måde, som deres koncert er normalt. Det gør vi, og det virker,« lyder det fra ham.

På bølgelængde

Han bemærker også, at når man ser på andre musikgenrer som rock og popmusik, går kunstneren ud bag til. Det gør Kandis ikke. De går direkte ned til deres fans og taler med dem, får taget billeder og skrevet autografer.

»På den måde er vi bare på bølgelængde med fansene. De ser sig selv som en del af os - ikke noget fjernt ude,« fortæller Johnny Hansen.

Ved denne koncert skulle de mange fans hurtigt videre, da de kommer langvejsfra, så det tog ikke mere end et kvarter, før de mange fans var væk igen. Ved lignende festivaler, som for eksempel Sølund oplyser keyboardspiller i Kandis, Jens Erik Jensen, at det kan tage to-tre timer, før fansene har forladt festivalen.

Men da fansene gik videre var det med et stort smil på læberne, og nogle 'yeah'-råb fra dem, der havde fået autografer af deres musikalske helte. Sikke en dag for de mange udviklingshæmmede, der virkelig forstod at feste.

800 udviklingshæmmede festede til Kandis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.