Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kun frivillighed kan bane vejen for nationalpark

Arkivfoto/Christer Holte

Kun frivillighed kan bane vejen for nationalpark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sagen om Værnengene spøger stadig, og hvis man vil have en nationalpark, må der ikke være skjulte dagsordener. Det er konklusionen efter inspirationstur til Nationalpark Vadehavet.

SKJERN-TARM: Hvis nationalparken skal lykkes denne gang, så må der ikke være antydning af tvang.

Sådan ser billedet ud, efter at en delegation i sidste uge var en tur ved Nationalpark Vadehavet for at høre om erfaringerne med at blive nationalpark der. Her var der en bred repræsentation af oplægsholdere, der kom fra de forskellige interesser, og det blev fastslået, at nationalparken ikke er en myndighed i sig selv, hvilket betyder, at der ikke kan lægges yderligere restriktioner på landbrugsdriften som følge af nationalpark-udpegningen. Alligevel lurer sagen om Værnengene i baggrunden.

- Min største bekymring er, at de grønne organisationer og landbruget har en vidt forskellig opfattelse af, hvordan en nationalpark bør se ud, og skal man lave noget, så skal der ikke være nogle skjulte dagsordener, så der sker det samme som ude på Værnengene, siger byrådsmedlem Ole Nyholm Knudsen, der deltog i turen.

Han er selv landmand og vurderer, at en nationalpark ved Skjern Å kan blive et lige så godt projekt som ved Vadehavet. Fra landbrugets side fremgik det tydeligt, at der ikke var lagt yderlige restriktioner på, og den eneste gene var, at der til tider kunne holde mange biler parkeret, hvor fugleinteresserede var ude med kikkerten, hvilket kunne gøre det trangt for traktoren at komme forbi.

- Jeg synes, man skal begynde med de statslige arealer, og så kan landbruget koble sig på senere. Så må man se, hvor stort, det kan blive, siger Ole Nyholm Knudsen.

Netop den frivillige tilgang hæfter Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, sig også ved.

- Det er altafgørende, at det kommer til at foregå på frivillig basis, hvor man kan se sig selv i det, siger Søren Christensen, der også nævner Værnenge-sagen og peger på, at det kan blive lidt op ad bakke.

Søren Christensen bemærker også, at 95 procent af arealet i Nationalpark Vadehavet er Natura 2000-område. Skal en Nationalpark Skjern Å følge samme koncept, er der lagt op til et mindre areal end i de hidtidige forslag. Uanset hvad handler det om værdi.

- Der skal være noget i brandet, for at det er noget værd. Jeg synes, der er et kæmpe potentiale i området, som der er et behov for at få formidlet, uanset om det hedder det ene eller det andet, siger Søren Christensen.     

Efter nationalpark-nøl: Lad os begynde med en naturpark

Kræver kaffe og tid

Byrådsmedlem Niels Rasmussen, der også deltog i turen, bemærker også, at alt er foregået ad frivillighedens vej i Nationalpark Vadehavet, og at flere landmænd efterfølgende er gået med.

- En eventuel regulering kommer, uanset om det er nationalpark eller ej, siger Niels Rasmussen.

Han håber, at eksemplet fra Vadehavet må blive fulgt i Ringkøbing-Skjern Kommune, og at det ender med en ansøgning om at blive udpeget til nationalpark.

- Det kommer til at koste en del kaffe og kage, for det skal have tid til at modne, men man har set dernede, at det kunne lade sig gøre, og andre steder har det også kunnet ladet sig gøre, siger Niels Rasmussen, der mener, at inspirationsturen er en god måde at åbne den nye proces på.