Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mølle-modstandere afleverer "bitter-kage" på Rådhuset

Ingen kan være i tvivl om, hvad de protesterende i Sdr. Vium-området mener om udsigten til flere vindmøller på Lønborg Hede. Illustration fra underskriftslisten.

Mølle-modstandere afleverer "bitter-kage" på Rådhuset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Naboer vil ikke have flere vindmøller ved Lønborg Hede - har samlet underskrifter ind og bagt protest-kage.

RINGKØBING/SDR. VIUM: Formanden for teknik- og miljøudvalget Ole Kamp (V) modtager i eftermiddag en kage.

Ikke en hvilken som helst kage - en "bitter-kage".

Kagen er bagt af Vikie Trelborg, Sdr. Vium, og den bliver afleveret på Rådhuset i Ringkøbing sammen med en stribe underskrifter fra mere end 100 borgere, der er modstandere af, at der rejses flere vindmøller på Lønborg Hede.

- Vi kører jo på 10. år med vindmølleprojekter i Sdr. Vium. Og da vi har fanget, at det er populært at finde en anledning til at give kage i Venstre, så har vi besluttet, at Ole Kamp skal have en "bitter-kage" af os," siger Vikie Trelborg.

- Lønborg Hede 2 har jo været stemt ned engang, men er dukket op igen. Gad nok vide, hvor mange gange, man kan trække den samme kanin op af hatten, tilføjer hun.

- Vi er efterhånden så trætte af det her. Vi synes ikke det er sjovt. Det er, som om politikerne er ligeglade med lokalsamfundet, når de rejser vindmøller.

Nu bliver det afgjort: Sidste slag om vindmøllerne

"Domineret" af møller

Baggrunden for protesten er, at kommunen planlægger en udvidelse af vindmølleområdet ved Lønborg hede fra syv til 20 møller. Udvidelsen sker nord, øst og syd for de eksisterende møller. Projektet er i høring nu.

Møllerne bliver "visuelt meget dominerende for Sdr.Vium og omegn", mener de 114 borgere, der har skrevet under på protesten.

Mange naboer i et stort område vil blive generet af støj, frygter de også. Udvidelsen har tidligere været stemt ned i byrådet, og underskriverne finder det "frustrerende,  at disse vindmølleprojekter tages op igen og igen".

"Det er ikke det vi har brug for i Sdr.Vium" skriver de.

I protesten hedder det også:

"Vi mener, at vores lokalområde med tre vindmøllefelter omkring Sdr. Vium allerede er betydeligt domineret af store møller, og at der derfor ikke er plads til flere."

De mener, at statens anbefalede afstandskrav mellem vindmøllefelter bliver overtrådt, og opfordrer medlemmerne af byrådet til "at tage hensyn til borgerne i området og stemme nej til forslaget om en udvidelse."