Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tøjtyv slap med en betinget dom

I april sidste år knuste tre mænd en rude hos Mister i Skjern og forsøgte at stikke af med tøj for næsten 700.000 kroner. Foto: Mikkel Jezequel

Tøjtyv slap med en betinget dom

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

22-årig mand er kommet ud af misbrug og kriminalitet.

SKJERN: Halvandet år efter et stort indbrud hos Mister Thomsen i Skjern har en 22-årig mand fra Struer fået sin dom i sagen ved retten i Herning.

Straffen lyder på seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.

Den 22-årige mand knuste tøjbutikkens ruder med en mukkert om natten 12. april sidste år sammen med to andre mænd fra Holstebro-egnen. De hentede tøj for omtrent 700.000 kroner, som de smed ind i en varevogn. Men flere naboer til tøjbutikken havde hørt larmen og set de tre tyveknægte, så politiet nåede frem, inden de havde held til at stikke af.

Den 22-årige fortalte i retten, at han bare var taget med de andre og ikke vidste, hvad der skulle ske med tøjet. Han havde på daværende tidspunkt et misbrugsproblem og var i januar samme år blevet dømt for tyveri.

I september sidste år begik han desuden bedrageri ved at snyde tre personer til hver især at betale 2000 kroner over MobilePay for en mobiltelefon, som han ikke havde. Det var han også tiltalt for ved retten i Herning.

Ny livskurs

Men i dag har han fået rettet op på sit liv. Han har fået arbejde, bor med sin gravide kæreste og er snart færdig med en uddannelse. Desuden har han lagt misbruget på hylden.

En personundersøgelse af den 22-årige bakkede op om hans nye kurs uden misbrug og kriminalitet. Derfor valgte dommeren at idømme ham en betinget dom, som kun skal afsones, hvis han igen begår ny kriminalitet. Han skal desuden udføre 120 timers samfundstjeneste.

De to andre mænd, der brød ind hos Mister i Skjern, har fået deres domme ved tidligere retssager. Den hårdeste dom gik til en 32-årig mand, der fik en straksdom efter indbruddet på ti måneders fængsel.