Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Våde marker har gjort årets majshøst til en kamp

Årets majshøst har været vanskelig, men i både Nordjylland og Sønderjylland, ser det langt værre ud end i Vestjylland, hvor det meste er ved at være høstet. Foto: Christian Baadsgaard

Våde marker har gjort årets majshøst til en kamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vestjyske majs er tæt på at være i lade, men landmændene kommer til at stå med en ekstraregning.

RINGKØBING-SKJERN: - I de seneste 14 dage er det ikke blevet til ret meget søvn, men heldigvis har vi undgået skader og uheld, siger Dennis Rasmussen, indehaver af Skjernegnens Maskinstation om den majshøst, som landmændene i år har måttet kæmpe for at få i hus. 

Store regnmængder i de seneste måneder har gjort jorden meget blød, og fredag sendte brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører en meddelelse ud om, at de mandag vil offentliggøre en liste over de medlemmer, der har bæltekøretøj til rådighed, for at majsene kan komme i lade. Samtidig opfordrer foreningen til, at den gode tone bevares, til trods for at frustrationerne har været mange. 

Hos Skjernegnens Maskinstation er der maskiner, der har kørt 36 timer i streg. 

- Man kan godt mærke, at folk har været trætte. Det har været generelt træls, og vi har prøvet at holde vejene rene, men bilisterne har også været trætte af det. Så vi kan vist godt sige, at det har været en sej fødsel, siger Dennis Rasmussen. 

Han vurderer, at man skal tilbage til 2012 for at finde nogle forhold, der er nogenlunde sammenlignelige. Hvor mange hektar, der kunne tages i timen, har været meget forskelligt, men det meste er nu ved at være høstet. Både Nordjylland og Sønderjylland er hårdere ramt end Vestjylland.  

En dyr høst

Bestyrelsesmedlem i Vestjysk Landboforening Jacob Spangsberg vurderer, at landboforeningens medlemmer når at få det hele ind. Der kan være enkelte steder, hvor det er umuligt, og her vil majsene blive stående og høstet til modenhed senere. 

- Det har været en dyr høst. Men alternativet har været værre, for så har vi manglet noget at fodre med. Der bliver en ekstraregning, og der er kun landmanden til at betale det. Maskinstationerne kan ikke gøre for det, siger Jacob Spangsberg.