Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anders Dahl fra RIF er med i U16-landsholdstruppen

Anders Dahl fra Ringkøbing IF er udtaget til U16-landsholdstruppen. Foto: Henrik Olesen

Anders Dahl fra RIF er med i U16-landsholdstruppen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ringkøbing IFs talentfulde midtbanespiller Anders Dahl fik søndag at vide, at han er udtaget til bruttotruppen til det kommende U16-landshold.

U16-landsholdet: - Vi sad der alle sammen. Så blev der trykket på en knap, og op på en stor skærm kom en liste med 23 navne. Den liste stod jeg på. Det var så fedt.

Sådan fortæller den 15-årige fodboldspiller Anders Dahl fra Ringkøbing IF om præcis det øjeblik, hvor han søndag eftermiddag blev klar over, at han var blevet udtaget til U16-landsholdstruppen.

- Tænk sig. At komme med i truppen fra en lille klub som Ringkøbing IF. Jeg er den eneste spiller fra en ikke-licens klub. Klubber som Brøndby IF og AGF havde kun en enkelt spiller med hver. Et eller andet sted er jeg overrasket over, at det kunne lade sig gøre at blive udtaget, men heldigvis var mit navn på listen, fortæller Anders Dahl.

Vejen til U16-landsholdstruppen har været lang. Det startede med, at Anders Dahl blev udtaget til fællestræning på DBUs U15 talentcenter vest. Mange fællestræninger senere blev Anders Dahl udtaget til U15 træf i Vildbjerg fra torsdag til søndag, hvor der skulle spilles fire træningskampe mellem de godt 50 udtagne spillere. Hele tiden bliver spillerne vurderet ud fra de fire fokuspunkter, som DBU har fastlagt: Spilintelligens, attitude, teknik og speed.

- I første omgang var jeg bare glad og stolt over, at jeg kom med til U15 talentcenter vest. I efteråret kom de bedste spillere så med, og jeg var i tvivl om, om jeg kunne blive ved med at være med. men der var ikke andet at gøre end at klø på. Det har altså givet pote, fortæller Anders Dahl, der allerede nu træner fem-seks gange i ugen i RIF, lige som han også ind imellem selvtræner.

Det gik godt i Vildbjerg, hvor det blev til en enkelt scoring på straffespark.

- Jeg havde en god mavefornemmelse. Jeg havde fået ros, og jeg synes selv, spillet kørte fint for mig. Men derfor var jeg da alligevel meget spændt, siger Anders Dahl.

For at være med i U16-landsholdstruppen er det et krav, at man skal spille U17 liga i efteråret. Det krav kommer Anders Dahl til at opfylde. Efter sommerferien begynder han nemlig i 9. klasse på Silkeborg Efterskole, der har et samarbejde med Silkeborg IF.

- Jeg kommer til at skifte mellem skole og fodbold hele tiden, og så skal jeg spille med på Silkeborg U17 liga. Det bliver garanteret hårdt. Man skal virkelig ville det her. Men jeg vil. Og det betaler sig at slide for det. Den første store belønning kom jo i dag med udtagelsen, fortæller Anders Dahl.

Han kommer til at flytte væk hjemmefra fra forældrene Anita og Torben Dahl.

- Det bliver nok mærkeligt i starten, og jeg kommer helt sikkert til at savne dem. Men det bliver også spændende at komme til noget helt nyt og møde nye mennesker, lige som jeg forhåbentligt kommer til at udvikle mig endnu mere som fodboldspiller, siger Anders Dahl.

Pudsigt nok kan Anders Dahl få debut på Green Arena i Ringkøbing. U16-landsholdets næste kamp er nemlig en venskabskamp mod Schweiz tirsdag den 17. oktober, og den kamp skal spilles på Green Arena, mens de to hold så mødes igen om torsdagen i Vildbjerg.