Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Både Skjern GF og Videbæk IF er reddet

Frederik Markussen havde god grund til at smile, for Videbæk-målmanden stod en stor kamp, da Videbæk IF vandt 1-0 i serie 2 ude over Skjern GF. Foto: John Thomsen

Både Skjern GF og Videbæk IF er reddet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gunstige resultater og udtrækninger af hold betød, at både Skjern GF og Videbæk IF var reddet i serie 2 inden lokalopgøret lørdag, hvor Videbæk vandt 1-0.

Serie 2 pulje 19

Skjern-Videbæk 0-1

Efter næstsidste runde så det ud til, at lokalopgøret mellem Skjern GF og Videbæk IF ville afgøre, hvilket af de to hold, der skulle rykke ned i serie 3.

Alt det blev der så lavet om på i løbet af ugen. Først og fremmest slog Billund KLG, og for det næste stod det klart, at de to bedste syvere i serie 2 ville klare frisag, fordi to hold fra højere rækker - blandt andet Tarm IF i serie 1 - havde trukket sig inden sæsonen. Dermed stod det klart, at både Skjern og Videbæk var reddet inden lørdagens lokalopgør.

Det var dog ikke for, at det satte ret meget præg på kampen. I hvert fald ikke omkring indstillingen til tingene. Begge hold forsøgte at gå efter sejren for at slutte sæsonen af bedst muligt.

Efter første halvleg så det ud til, at det var Skjerns plan, der ville lykkes. Hjemmeholdet havde det meste af spillet. Videbæk skabte ikke en eneste åben chance. Det gjorde Skjern trods alt kort før pausen, hvor Christoffer Friis fik en friløber, men Videbæks meget velspillende målmand Frederik Markussen reddede med en fodparade.

- Vi havde styr på første halvleg. Vi spillede langt hen af vejen, som vi ville. Vi stod solidt, så det var fint, sagde Skjerns træner Thomas Kousgaard efter kampen.

Anden halvleg blev langt mere livlig - heldigvis.

Det startede med frit skud i højre side til Videbæks Emil Korsgaard, der dog sendte bolden for bi mål. I stort set samme minut slap Frederik Nis-Hanssen af sted i højre side for Skjern. Hans afslutning var fra lidt spids vinkel, og Frederik Markussen fik lige akkurat rørt bolden så meget, at den trillede på tværs af mål og videre til hjørnespark.

Ti minutter efter pausen skulle Videbæk have været i front. Emil Korsgaard slap helt alene igennem, men han sendte bolden forbi mål. Uha en afbrænder.

Efter 69 minutter faldt kampens eneste mål. Og sikke et mål. Videbæk erobrede bolden nær midterlinjen. Bolden blev sendt lidt frem i venstre side, hvor Andreas Rabjerg stod helt alene. Andreas Rabjerg så, at Skjerns målmand stod lidt langt ude af sit mål, og så sparkede Andreas Rabjerg elegant bolden i en bue over målmanden til sikker scoring til 1-0. Så bliver sejrsmål ikke meget flottere.

Skjern forsøgte at komme tilbage, og de fik tre muligheder for det.

Først driblede Frederik Nis-Hanssen sig fint fri med en tunnel ved baglinjen. Hans tværbold gik til Kasper Chopart, som havde en fin afslutning på indersiden af stolpen. Senere var Frederik Nis-Hanssen ved at slippe fri, men Frederik Markussen stormede modigt frem og fik blokeret. Endelig havde Kasper Chopart et godt forsøg, men igen reddede Markussen.

Så Videbæk blev mere end reddet. De sluttede på femtepladsen med 19 point foran Skjern på sjettepladsen med 17 point, mens KLG på syvendepladsen har 16 point, hvilket også er nok til at blive i serie 2.

- Det var en lettelse at få det hele sat på plads med en sejr, og det er altid sjovt at vinde et lokalopgør mod Skjern. Vi havde snakket om, at vi skulle lægge et pres fra start, men det lykkedes slet ikke i første halvleg. Vi kom mere med efter pausen. Det var stadig Skjern, der havde de fleste chancer, men det var os, der fik scoret. Nu bliver afslutningsfesten i aften endnu sjovere, sagde Videbæks træner Richard Lauridsen.

Thomas Kousgaard var rimeligt tilfreds trods nederlaget.

- Vi spillede jo ganske godt. Eneste minus var, at vi slet ikke fik udnyttet de fine chancer, vi spillede os til. Heldigvis fik resultatet ikke nogen betydning i det store billede, og det er rart. Allerede torsdag fandt vi ud af, at vi var reddet, men alligevel ville vi gerne slutte godt af, og det gjorde vi rent spillemæssigt, sagde Thomas Kousgaard.

Til efteråret venter der formentligt to nye lokalopgør mellem Skjern GF og Videbæk IF.

Skjern GF-Videbæk IF 0-1 (0-0). Mål: 69. minut: 0-1 ved Andreas Rabjerg. Gult kort til Videbæks Daniel Kynde efter 71 minutter. Skjern skiftede Erik Rønne Kristensen ud med Morten Andersen, Kasper Chopart kom på banen for Frederik Nis-Hanssen, og Steven Lynge kom på banen for Lasse Harring alle midt i anden halvleg, og senere blev der byttet mere rundt. Videbæk skiftede en skadet Tommy Jensen ud kort før pausen med Daniel Kynde, i pausen kom Mads Juhl ind for Anders Lystbæk, og efter 65 minutter kom Danni Berthelsen på banen for Andreas Juhl.