Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rundt om bolden

Weekendens vindere i Dejbjerg Golf Klub. Pressefoto

Rundt om bolden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Golf: Greenkeeperens Hævn lyder lidt uhyggeligt, men det var faktisk meget hyggeligt, da Dejbjerg Golf Klub med 60 deltagere afviklede matchen Greenkeeperens Hævn med Spjald Brolæggeren ApS. som sponsor.

Det er en match, hvor greenkeeperne virkelig har gjort alt for at lave nogle forhindringer rundt omkring på banen. Inden starten på runden fik hvert hold udleveret en seddel, hvor der f.eks. omkring hul 3 stod: Efter teeslag må der kun bruges putter, og på hul 7 var det ekstra svært at finde vej til hullet. Det gav anledning til en masse grin fra deltagerne men også fra greenkeeperne.

A-rækken blev vundet af René Jul Petersen med 31 point foran Lilian Svinth med 27, Peder Bro Iversen 26 og Niels Stræde Christiansen også med 26 point.

Kurt Mathiasen vandt B-rækken med 30 point foran Knud Stræde Andersen med 24 og Grethe Christensen  med 23 point.

C-rækken blev vundet af Erik Jensen med 29 point foran Vagn Holm 28 og Dorthe Bruun 26 point.

Nærmest flaget på hul 12 var Karin Nyhave Nüchel med 6,60 meter.

Fodbold: Søndag formiddag skulle ST 8000 forsøge at rejse sig efter en forfærdelig stime på det seneste. Modstanderen var Katrinebjergs, der gæstede kunstgræsbanen ved Vejlby-Risskov Hallen i det smukke solskin i Smilets By. Og det gik fint. ST8000 vandt 4-2.

- Eksilvestjyderne lagde rigtig godt fra land i bundgyseren med flere gennemspillede angreb, som dog ikke blev omsat til mål. Først efter en halv times spil kom der hul på bylden. Kraftværket i det centrale forsvar, Niklas Andersen, tog sagen i egen hånd og efter en 1-2 kombination med Michael Lauridsen var han pludselig fri igennem efter en sprint fra egen banehalvdel. Politimanden fra Skjern chippede elegant bolden over Katrinebjergs-keeperen fra 25 meter til en vigtig 1-0-scoring, der førte tankerne tilbage til Ronaldinhos legendariske frisparksmål til VM i 2002, hvor David Seaman blev udplaceret, fortalte holdleder Eric Engsig

Kort efter blev det 2-0 ved Michael Lauridsen, da han resolut sparkede bolden forbi udeholdets målmand efter et flot angreb. Katrinebjergs havde svært ved at spille sig igennem ST 8000-defensiven i de første 45 minutter, der for første gang i lang tid så ud til at holde buret rent.

Syv minutter efter pausen fik udeholdet dog ændret på den fornemmelse, da en af deres angribere pludselig var alene igennem. 2-1 på måltavlen og ST 8000 virkede herefter en smule nervøse og usikre. Det var tydeligt, at hjemmeholdet var ramt af de dårlige resultater på det sidste. Det blev bekræftet kort efter reduceringen, da det blev 2-2 efter en friløber.

ST 8000 hankede herefter op i sig selv og fik presset udeholdet i bund igen. Det udmøntede sig i, at Kristoffer Norup kom alene igennem, men blev nedlagt af udeholdets målmand, der modtog det gule kort og dermed ti minutter i skammekrogen.

Eksilvestjyderne udnyttede overtaget kort efter, da selvsamme Kristoffer Norup modtog en bold i midten af feltet med ryggen til mål. Den elegante kreatør fra Nørre Bork vendte herefter rundt på en tallerken og i bedste angriberstil satte han bolden kynisk ind til 3-2. Kort før slutfløjtet lukkede Michael Lauridsen kampen til 4-2, da han på kanten af feltet køligt udplacerede Katrinebjergs-målmanden.

- En vanvittig vigtig sejr for eksilvestjyderne, der nu ser frem til næste kamp på søndag mod FC Jura. Kampens spiller blev strisseren fra Skjern, Niklas Andersen, der udover det flotte føringsmål leverede en solid indsats i det centrale forsvar, sagde Eric Engsig.

Håndbold: Divisionsforeningen Håndbold har som sædvanlig kåret rundens hold baseret på statistik ud fra mest effektive spiller på hver position. Fra den netop overståede runde har Skjern Håndbold fået valgt stregspiller Bjarte Myrhol. Det er anden gang i denne sæson, Bjarte Myrhol er på rundens hold.

Håndbold: TV 2 Sport mener, de har oplysninger, der peger på, at Skjern Håndbold vil sælge Tibor Ivanisevic til næste sommer. Det skulle være en tysk bundesligaklub, som den serbiske målmand kun er detaljer fra at lave en aftale med for næste sæson.

Efter sine fine præstationer i blandt andet pokalturneringens Final 4 fik Skjern samlet penge, så de kunne lave en toårig aftale med Tibor Ivanisevic. Det er den aftale, der nu ser ud til at blive halveret.

Skjern Håndbolds formand Carsten Thygesen har ingen kommentarer til rygtet.

Håndbold: Træner Benny Engsig mente, det blev lidt for spændende til sidst, da Skjern Håndbold indledte sæsonen i U16 pige 1. division tirsdag aften med en hjemmekamp mod Vejle Idrætsefterskole. En kamp Skjern vandt 26-25.

- Efter en lige start havde vi fået et lille forspring før pausen. Efter pausen øgede vi forspringet til tre mål, og det holdt et stykke tid. Vi kom også foran med fem mål på et tidspunkt, fortalte Benny Engsig.

Men så begyndte Vejle at dække højere på Melinda Hajdari.

- Det stressede os en del. Vi holdt op med at gå mod mål. Samtidig faldt forsvaret noget sammen, da vi begyndte at blive trætte. Forsvaret havde ellers været rigtigt godt i lang tid. Vejle kom tættere og tættere på, men heldigvis holdt vi fast. Det var først få sekunder før tid, Vejle fik reduceret til slutresultatet 26-25, fortalte Benny Engsig, der i kampens hede ikke havde fået notere Skjerns målscorere ned.

Håndbold: Træner for Ringkøbing Håndbolds tredjehold i jyllandsserien damer, Claus Dybdahl, pegede inden sæsonen på, at Ringkøbing 3 kunne få problemer med at score mål nok i denne sæson.

Tirsdag aften havde Claus Dybdahl i den grad ret. Ringkøbing 3 tabte 16-10 hjemme mod Fjends, der førte 8-7 ved pausen.

- Cifrene siger alt. Forsvaret var jo i orden. Det er ikke slemt at lukke 16 mål ind. Men det er skræmmende kun at score ti mål. Og det er da endnu værre, når seks-syv af de ti mål kom på kontraløb, fortalte Claus Dybdahl.

Ringkøbing 3 havde ellers tre bagspillere med fra andetholdstruppen.

- Men alligevel var det for svært. Det var nye spillere, der pludselig skulle spille sammen. Alle spillere var alt for forsigtige. Det var som om, de var bange for at brænde og lave fejl. Vi var slet ikke skarpe, sagde Claus Dybdahl, der havde Maja Bang som topscorer med fem mål.