Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Irakiske styrker stormer den sidste IS-lomme i Mosul

Ødelæggelserne er massive i den irakiske by Mosul, hvor sikkerhedsstyrker nu indleder den sidste del af en offensiv mod Islamisk Stat.

Irakiske styrker stormer den sidste IS-lomme i Mosul

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Dette bliver det sidste kapitel i offensiven mod Mosul, siger generalløjtnant om angreb på historisk bydel.

Irakiske sikkerhedsstyrker er søndag gået i gang med en offensiv mod Mosuls gamle bydel, oplyser militæret i en udtalelse.

Det historiske distrikt er den sidste del af den irakiske by, hvor den militante ekstremistgruppe Islamisk Stat fortsat kontrollerer.

- Dette bliver det sidste kapitel i offensiven mod Mosul, siger generalløjtnant Abdul Ghani al-Asadi, der leder en eliteenhed under den irakiske hær.

Ifølge nyhedsbureauet AFP kan der søndag høres skud fra maskingeværer og ses røg fra missiler over den gamle bydel.

Der ventes vanskelige kampe i området, hvor der bor mange mennesker, og hvor der er masser af snævre gyder at gemme sig i. Derfor vil der formentlig blive kæmpet fra hus til hus.

Omkring 100.000 civile er fanget i Mosuls gamle bydel og mangler både vand, mad og medicin ifølge FN. Der er meldinger om, at Islamisk Stat bruger de civile som menneskeskjold og forhindrer dem i at flygte fra byen.

Iraks hær gik med støtte fra en international koalition anført af USA til angreb på Mosul i det nordlige Irak i efteråret 2016 for at tvinge IS ud af byen, som den islamistiske bevægelse erobrede i 2014.

Byen har stor symbolsk betydning i kampen mod Islamisk Stat. Det var her, at gruppen udråbte et selverklæret kalifat tilbage i 2014.

Omkring 700.000 mennesker, en tredjedel af byens befolkning inden IS rykkede ind, menes at være flygtet fra Mosul siden offensivens begyndelse.

Mosul er Islamisk Stats sidste bastion i Irak. I nabolandet Syrien har gruppen sit hovedsæde i Raqqa. Også her er gruppen kommet under pres.