Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et køkken på 12 kvadratmeter er lige småt nok

Jørgen Block Lauritsen er udlært i det franske køkken, men det er de gamle retter som flæskesteg, gammeldags okse- og kalvesteg, citronfromage og hjemmelavet is, hans kunder foretrækker. - Det hele er lavet fra bunden af, og det er det, jeg har overlevet på, konstaterer han. Foto: Ninna Pirchert

Et køkken på 12 kvadratmeter er lige småt nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jørgen Bloch Lauritsen har ejet og drevet Bur Forsamlingshus siden 2004. Nu er han klar til at udvide med et nyt og større køkken og få en ny medhjælper, der på længere sigt skal overtage forsamlingshuset.

Bur: - Et køkken på 12 kvadratmeter, det er lige småt nok, når man skal lave mad til mange mennesker. Jeg må faktisk sige nej til mange fester, fordi jeg ikke har plads nok.

Det siger Jørgen Bloch Lauritsen, der siden 2004 har ejet og drevet forsamlingshuset i Bur. I årenes løb har han sat huset, der er fra 1944, i stand med nye døre, vinduer og toiletter, og nu er turen kommet til køkkenet.

- Planen er at bygge 40 kvadratmeter køkken til, der blandt andet også skal indeholde et kølerum, fortæller Jørgen Lauritsen, der håber på, at håndværkerne snart kommer i gang, så byggeriet kan stå færdigt inden jul.

Det nye køkken har stået på ønskesedlen længe. Forsamlingshus-ejeren har nemlig længe været interesseret i at købe den grund, som ligger ved siden af forsamlingshuset på Bygaden i Bur, hvor den gennem mange år har stået som en brandtomt.

- Kommunen købte huset for nedrivningspuljen, og efter to år lykkedes det for mig at overtage grunden, fortæller Jørgen Lauritsen, der nu har stillet en pavillon op på grunden. Den skal også fremover fungere som kontor.

Omsætning på to millioner

- Jeg har omkring 100 arrangementer om året. Det svarer til cirka to om ugen, og der foruden har jeg cirka 200 bestillinger ud af huset om året, siger Jørgen Lauritsen, der også leverer smørrebrød og håndmadder ud af huset.

-Så jeg klarer mig godt, og sidste år havde jeg en omsætning på to millioner kroner, konkluderer han.

Jørgen Lauritsen blev uddannet som kok på Restaurant Laksen i Holstebro i 1976, og siden 1982 har han været selvstændig. Til at hjælpe sig med at drive Bur Forsamlingshus har han en ansat på halv tid samt ung-arbejdere.

- Men nu begynder dåbsattesten at rende ind på mig, siger Jørgen Lauritsen, der er fyldt 60 år.

- Jeg har prøvet at sælge forsamlingshuset, men dem, der var interesseret i at købe det, kunne ikke låne pengene i banken, fortæller han og tilføjer, at han også fik nej fra kreditforeningen til at låne penge til køkken-udvidelsen.

- Det er åbenbart, fordi det ligger i Bur. Så jeg må tage de 300.00 kroner, udbygningen koster, fra min egen pensionsopsparing, siger han.

 

Glidende generationsskifte

Da det ikke lykkedes at sælge forsamlingshuset, tog han beslutningen om at fortsætte med stedet - men med mere hjælp.

- Jeg holder aldrig fri, men det håber jeg på, at jeg kan komme til at nu, siger han, mens han bladrer rundt i papirkalenderen, der viser ordrer og bestillinger på langt de fleste af årets dage.

Han har nemlig ansat Kim Bendtsen på 39 år på halv tid. Kim er uddannet i Bilka, og ved siden af det nye job arbejder han på Jyden Bur.

- Det kommer til at fungere som en slags glidende generationsskifte, siger Jørgen Lauritsen og forklarer, at tanken er, at Kim Bendsen på et tidspunkt skal over tage forsamlingshuset, der nu er omdannet til et i/s-selskab.

Tidligere har huset i Bur også leveret mad ud af huset til områdets pensionister, og den forretning forventer Jørgen Lauritsen sammen med Kim at kunne genoptage i det nye år.

 

God, gammeldags mad

Huset på Bygaden 19 har to sale og plads til omkring 120 gæster.

- Det er god, gammeldags mad, jeg laver, siger kokken og fortæller, at mange af hans kunder er glade for de såkaldte total-arrangementer, han tilbyder til bryllupper, konfirmationer og runde fødselsdage.

- Det er fester til en fast pris, hvor man ikke skal røre en finger, forklarer Jørgen Lauritsen, der er far til fire voksne børn og bor i Ulfborg sammen med sin kone, Anne Grethe.