Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


100 jægere beundrede flotte forårsbukke ved Egehytten

Selvfølgelig blev der lige trykket hånd ved premieren. Foto: Jørgen Kirk

100 jægere beundrede flotte forårsbukke ved Egehytten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De tre jagtforeninger Nr. Vium/Troldhede, Herborg/Videbæk og Vorgod/Fjelstervang havde endnu en gang fornem opbakning til deres årlige bukkepral ved Egehytten, hvor otte heldige jægere viste morgenens udbytte frem.

Egehytten: Der var stolte bukkejægere, der var nogle måske lidt misundelige bukkejægere, men under alle omstændigheder var der en stor flok glade bukkejægere samlet ved Egehytten syd for Egeris onsdag morgen, hvor de tre jagtforeninger Nr. Vium/Troldhede, Herborg/Videbæk og Vorgod/Fjelstervang afviklede deres årlige bukkepral, for nu er årets bukkejagt i gang.

Bukkepremieren den 16. maj ved solopgang har mange gange været en kold og våd fornøjelse, men i år viste forårsvejret sig fra sin bedste side med sol og lune temperaturer.

Det gav jægerne en skøn morgen. En morgen der blev ekstra dejlig for de otte jægere, der alle skød en buk på bukkejagtens første morgen.

Blandt dem var 32-årige Ole Kruse fra Vorgod/Barde. Den lille regelmæssige seksender var hans første buk, så det blev selvfølgelig markeret ved, at Preben Overgaard fra Herborg/Videbæk Jagtforening smurte bukkeblod i panden på den ovenud lykkelige jæger, der ikke havde det mindste mod den tradition.

- Jeg har kun haft riffel i to-tre år, og nu blev det altså min tur til at skyde en buk. Dem jeg har lejet jagten sammen med, har tidligere skudt buk, så det var skønt, at det blev min tur i dag, fortalte Ole Kruse.

Han var startet morgenen ved et stykke skov ved Fibo.

- Der så jeg en seksender, men jeg kunne ikke komme til at skyde. Da vi havde siddet et stykke tid, tog vi chancen og kørte om til et andet stykke tæt ved Arla. Der gik vi ind mod en stor lysning i træerne, hvor vi fik øje på bukken sammen med to råer. Jeg fik skydestokken op, men jeg rystede alt for meget. Min ven Jesper Jensen var med, og han sagde, jeg lige skulle trække vejret stille og roligt nogle gange. Det hjalp. Jeg fik hold på bukken, som heldigvis gik ned i knaldet 70 meter ude. Jeg jublede helt vildt. Det var bare fedt, fortalte Ole Kruse.

Det var 25. gang, de tre jagtforeninger holdt bukkepral. Og det var et stort tilløbsstykke. Omkring 100 jægere mødte frem for enten at vise deres buk frem, for at beundre de skudte bukke, for at fortælle eller høre, hvad andre jægere havde oplevet den samme morgen. Samtidig tog de godt for sig af den fine morgenmadsbuffet med røræg, pølser, bacon, rullepølse, oste og marmelade. Ganske ofte suppleret med en lille dram.

- Det er et herligt sted, vi har her. Vi overtog det i 1997, og de tre jagtforeninger gav hver en enkelt krone for at købe stedet. Nu er klubhuset ramme om generalforsamlinger, møder, kurser og meget andet, og her udenfor har vi plads til hundetræning. Der er altid god opbakning til vore arrangementer, og det er vi meget glade for, fortalte Preben Overgaard, der er næstformand i Herborg/Videbæk Jagtforening og med i de tre foreningers husudvalg.

Der var præmier til de flotteste bukke. Den flotteste havde Niels Lauridsen fra Videbæk skudt hjemme på sig egen 60 hektar store ejendom.

- Jeg vidste slet ikke, den gik der. Men jeg har nu heller ikke rigtig haft tid til at være ude og kigge her op til sæsonen, fortalte Niels Lauridsen.

For ham var det næsten gået for stærkt.

- Jeg sad oppe i et skydetårn. Jeg måtte skyde klokken 5.08. Ti minutter senere kom den gående 250 meter ude. To minutter senere var den inde på omkring 120 meter, og den stod godt, og så skød jeg, fortalte Niels Lauridsen.

Selv om bukken var flot, så var Niels Lauridsen ikke ellevild.

- Der går en, der er større. Den skånede jeg nogle gange sidste år. Jeg har noget rigtig godt bukkejagt. For år tilbage sagde man, at man skulle af sted omkring 30 gange for at skyde en buk. Nu kan mange bare sætte sig ud, fordi der i mange områder er så meget råvildt. Jeg har lejet jagt både ved Hjerm og Naur, så jeg kan hvert år skyde et par stærke bukke og nogle afskudsbukke ved siden af. Det er en dejlig tid, vi går i møde, sagde Niels Lauridsen.

Der var jagtøl og vin i præmie for at skyde den pæneste buk.

- Det gør bare morgenen endnu bedre, sagde Niels Lauridsen.

100 jægere beundrede flotte forårsbukke ved Egehytten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.