Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Smukt vejr til folk med flyvske planer

- Jeg skal da have noget at bruge tiden til, siger 83-årige Peter Pedersen, der ynder at lufte sin samling af modelfly på Spjald Flyveplads. Foto: Morten Stricker

Smukt vejr til folk med flyvske planer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Spjald Flyveplads fejrede søndag 50-års jubilæum, og det trak mange gæster til i det smukke vejr.

Spjald: Peter Pedersen er 83 år, og minderne har han så sandelig lov at ha' - som nu dem fra 1954, hvor han var soldat i Karup.

- Da havde vi tre af dem dér, siger han og peger ned i græsset, hvor fire af Peter Pedersens elskede modelfly er parkeret.

En af dem er en kopi af en klassisk Douglas DC-3, der revolutionerede alle former for moderne lufttransport, da det propeldrevne fly for første gang kom på vingerne i midten af 30'erne - og altså også landede i det jyske militærterræn 20 år senere.

I Peter Pedersens hobbymodel med et vingefang på godt en meter er der ikke plads til passagerer, men for pensionisten personligt er der plads til begejstring, når han slår vingerne ud på Spjald Flyveplads. 

Enkemanden fra Videbæk er æresmedlem i den lokale forening Jydsk Luft Cirkus Spjald, og på denne solbeskinnede søndag er han mødt op i sin lyselilla vindjakke for at tage del i fejringen af flyvepladsens 50-års jubilæum:

- Lige så snart, vejret tillader det, er jeg her oppe, siger Peter Pedersen, der har fløjet med modelfly i 37 år. 

Lige så snart, vejret tillader det, er jeg her oppe
Peter Pedersen, 83-årig flyentusiast

En stor plæne at slå

Formanden på Spjald Flyveplads, Jens Anton Madsen, glæder sig også over søndagssolen. Da den 640 meter lange græsbane blev indviet, blæste en kraftig storm ind over Jylland, og 25 år senere artede vejret sig heller ikke for godt til flyvning med mindre maskiner:

- Tredje gang er lykkens gang, fastslår formanden, der netop har set tre ultralette fly fra Fyn lande på pladsen.

Generelt set er det ellers småt med trafik på den private Spjald Flyveplads. Ifølge Jens Anton Madsen skal det blandt andet ses i lyset af diverse EU-restriktioner og høje priser på brændstof:

- Da jeg tog flycertifikat i 1975, kostede flybenzin det halve af bilbenzin. I dag koster en liter flybenzin 20 kroner, og det gør dælme' en forskel. Et mindre fly bruger omkring 32 liter på en time, og det er der jo ingen unge mennesker, der har råd til.

Som formand er det også Jens Anton Madsen, der tager tørnen med at holde den ubemandede græsbane trimmet, og det har - med hans egne ord - været lidt af et mareridt i den våde sommertid. Men det er for en stund glemt på denne oktobersøndag, hvor himlen synes uendelig blå.