Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Videbæk skal sælges på det sociale landliv

Mathis Sørensen, på Bredgade ud for VIFC, hvor han har fast kontor. Foto: Lars Kryger

Videbæk skal sælges på det sociale landliv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mathis Sørensen er godt inde i jobbet med at få markedsføringen af Videbæk på skinner.

Videbæk: Alle byer vil gerne have tilflytning - og Mathis Sørensen skal hjælpe Videbæk et stykke på vej mod målet.

Han har en kandidat i kommunikation fra Aalborg Universitet, er nordjyde og har lige bosat sig i Suldrup syd for Aalborg. Så jo, der er en pæn køretur til arbejdspladsen i Videbæk, hvor han har fast kontor på VIFC - og af og til lejer et værelse og overnatter.

Hans ansættelse, som er betalt af kommunen, varer til ultimo maj, og missionen er klar: Profilering af Videbæk.

- Jeg har udarbejdet en kommunikations- og markedsføringsstrategi, som byen kan tage udgangspunkt i. I forvejen har Stagis udarbejdet en rapport, som er lavet specielt om Videbæk, og som peger på nogle fokuspunkter. Hvem er målgruppen, hvad er byens trækplaster, fortæller Mathis Sørensen.

Rapporten nævner det sociale landliv som en velegnet målgruppe for Videbæk.

- Det betyder, at man føler, man bor på landet, men det gør man jo ikke i en by med 4.200 indbyggere. Det sociale landliv er ensbetydende med, at man stadig kan snakke sammen over hækken, at bykernen ligger så tæt på, at man kan gå ned at handle, og at man kan sende sine børn i skole på cykel. Samtidig har analyseafdelingen i kommunen allerede lavet en analyse om, at man får et større rådighedsbeløb i en by som Videbæk, fordi boligpriserne er lavere end i større byer, siger han.

Det ideelle er at tiltrække børnefamilier, og de skal allerede rammes af markedsføringen, mens de er under uddannelse og sandsynligvis endnu ikke har stiftet familie. Derfor er målgruppen de 20 til 34-årige.

- Videbæk er ideel til børnefamilier. Her er to skoler, fritidscenter, et rigt foreningsliv, og forældrene kan sende deres børn og unge af sted uden de store bekymringer, siger Mathis Sørensen.

Der er nedsat en kommunikationsgruppe, som han arbejder meget sammen med og blandt andet lærer, hvordan man benytter de sociale medier, typisk Facebook, til markedsføring og kan fortsætte med det, når hans ansættelse er ophørt.

- Der er stormøde i januar, hvor vi inviterer Handel og Erhverv og foreninger og fortæller om strategien fremad. Hvor skal vi hen, og hvilke værdier skal vi få udtrykt.

Mathis Sørensen er i øjeblikket ved at optage film på institutioner til brug for en film til markedsføringen over for de unge familier.

Samtidig er der gang i projektet #jegborividebækfordi.

- Jeg interviewer folk om, hvorfor de har valgt at bo her. Deres statement printes ud på såkaldte roll ups, som er en slags stor plakat, og som skal stå her i VIFC og til udstillinger. De vil blandt andet blive set af unge, der kommer hjem til Videbæk til jul og går til juleballet. De er under uddannelse og får en masse gode argumenter for, hvorfor de skal flytte hjem igen, siger Mathis Sørensen.

- Den største udfordring, når man prøver at påvirke unge, er jo at få dem til at møde op til arrangementerne. Der skal lægges noget energi i at få dem til at deltage. Det er jo en gruppe, som har masser af tilbud om underholdning, så der skal noget til for at få dem til at interessere sig for fremtidig bosætning. 

Foruden disse projektet sparrer Mathis Sørensen jævnligt med ildsjæle om mindre projekter.

Dagbladet: Hvad kan du bedst li' ved Videbæk?

- VIFC med svømmehal og bowling og meget andet har en energi som samlingspunkt for faktisk alle, lige fra de helt små og til pensionisterne som mødes her til Aktiv Onsdag. Det ser man ikke alle steder.

Mejerifestival

Noget, som endnu ligger og simrer, men som kan koges op til noget stort på sigt, er ideen om en mejerifestival.

Videbæk er jo byen, der flyder med om ikke honning, så med mælk.

Det er de to ildsjæle og erhvervsfolk Torben Tobiasen og Brian Videbæk, som har åbnet en dør til Arla og præsenteret dem for ideen om at stable en festival på benene, som viser alle aspekter af produktet og de store jobmuligheder, der knytter sig til Arla-fabrikkerne.

- Vi har brainstormet om konceptet, og Arla har svaret pænt tilbage. Det er jo et mælkeområde, så hvorfor ikke udnytte, at vi ligger midt i det hele. Festivalen kunne henvende sig til skoler, kokke, folk, der er interesserede i madlavning. Der kunne måske også arrangeres guidede ture ud på mejerierne. Kom og klap en ko. Mulighederne uendelige, siger Mathis Sørensen.